Det trendy Hamburg

Sightseeing i Hamburg:

Det trendy Hamburg, St. Georg/Karolinenviertel/Schanzenviertel

Det traditionelle Hamburg, fra centrum til havnen

Det gamle danske Hamburg, Altona / Ottensen

Hamburg St. Georg / Karolinenviertel / Schanzenviertel

Det er i de bydele det sker for hamborgerne, hvis man er med på deres noder. Her findes den perfekte kombination af boliger, forretninger, cafeer, underholdning og grønne områder.

Er man lige steget af toget og er der kun nogle timer til turen går videre, så kan man holde sig til St. Georg- området omkring Hauptbahnhof. Er der lidt mere tid, så gå på opdagelse i det spændende kvarter, der tiltrækker et bredt mix af publikum, anført af de yngre, de mere eksperimenterlystne og dem med sans for blandingen af indkøb, gastronomi og kunst. Fortsæt så ud i den nærmeste omegn af centrum.

Start ved Hauptbahnhof

Start ved Lange Reihe lige ved Hauptbahnhof. Sker ankomsten om morgenen, så tag på Dat Backaus, Lange Reihe 29, en trendy storbycafe i et bageri med lækker brunch med brød og kaffer ud over det sædvanlige. Nyd gadelivet lige udenfor de store panoramavinduer. Her er masser af forretninger fx naboen Lagerhaus i nummer27www.lagerhaushamburg.de – Her findes modetøj, café, boligindretning for den mere specialiserede smag. Masser af godter for øjet, og af og til rigtigt gode priser.

Lange Reihe kan man godt bruge lidt tid på. Fx nede i nummer 75, hvor 15 kunsthåndværkere, boghandler, musikhandler, en del arrangementer og egen café byder på gode indkøbs- og kunstoplevelser i baggårdshuset Koppel 66 – www.koppel66.de

Et lille og meget personligt hotel, Wedina, tidligere Galerie Hotel Sarah Petersen ligger i nummer 50. Her er kun fem værelser, men hvilke! Her er udsøgt smag og lave priser der starter ved 45-65€. Vin fra især den iberiske halvø og Sydamerika findes i Mercado Iberico i nummer 87. Dertil selvfølgelig også skinker, fisk, ost, øl, oliven og guaranasaft. Eller gå til vinhandleren Weiss oder Rot i nummer 113, www.weissoderrot.de – en flot forretning med en meget vidende og beleven ejer.

Gå om bag i parallelgaden der bærer navnet Koppel. På hjørnet af Koppel og Alstertwiete ligger Tre-enighedskirken, Dreieinigkeitskirche, med et 67 meter tårn der overlevede krigen og som er centrum i det historiske St. Georg. Foran står en statue af den hellige Georg. På vejen passerer man i Spadenteich 7 det historiske værtshus Max und Consorten, der åbnede allerede i 1896. Her kan man få sig en pause.

Mellem Innen- og Aussen Alster

Herfra kan man gå på stykket mellem Innen- og AussenAlster, de opdæmmede søer, der er den grønne lunge i byen. Her går turen gennem Gustav Mahler Park og Alter Botanischer Garten til U-Messehallen. Eller de mere foddovne kan tage undergrunden direkte fra Hauptbahnhof på tre stop. Her starter et mindre og meget hyggeligt kvarter, omkring de små gader Karolinenstrasse og Marktstrasse, der samlet hedder Karolinenviertel, der er den bagerste del af St. Pauli. I Marktstrasse 33, ligger forretningen Herr Von Eden der sælger stylede jakkesæt, men også egne kreationer er kommet til.

Hamburg Sternschanze

Vil man se lidt af de spændende gamle arbejderboliger i det kommende kvarter, Sternschanze, (der er kendt for sine restauranter og klubber) Så gå lige ned af Markstrasse og gennem en mindre passage – find Sternstrasse ret fremme, drej th. og drej ned tv af Beckstrasse, så kommer man ned på den trendy gade Schulterblatt (Skulderblad). Her ligger allerede i nummer tre sushibaren Bok, en billig og populær én af slagsen. Den vegetariske Hin & Weg i nummer 16 er et godt bud på et billigt og godt spisested. Tapas i nummer 84 byder hvad navnet antyder og caféen M.I.P. i nummer 98 er en ganske hæderlig.

Her er udvalget dog ret stort, så tag turen rundt i gaderne, også hvis man er til shopping, er her gode muligheder, især hvad angår tøj og boligindretningsforretninger. Danske tøjmærker, til mindst 10% under de tilsvarende danske priser, findes hos Chicks ’n’ Dicks i Susannenstrasse 4 www.chicksndicks.de, her blander mærketøj fra Bruuns Bazaar og Junk De Luxe sig med beslægtet mode fra resten af verden. Hos Jugendstil i Schanzenstrasse 46 findes Adidas, Puma, New Balance, Edwin og Seal Kay, blandt andet og selv om lørdagen er der åbent til kl. 20 og hos Lille/Stor i Schanzenstrasse 97 fortsætter begejstringen for det skandinaviske, denne gang mest for svenske mærker.

Hos Wohngeschwister har tre søskende, på over over 600 kvm, skabt en kombination af lagersalg, re-design, gaveforretning og cafe med italienske lækkerier. Schanzenstrasse 34-36 (i gården)

Læs med på vores sociale medier

Find populære hashtags

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here